![]()
Far vækkede mig kl. 7 i morges, mens det var helt mørkt - og så på en søndag. Jeg måtte ikke engang se fjernsyn, som jeg ellers plejer fra morgenstunden, når det er weekend. I stedet skulle jeg spise en stor portion med havregryn med rosiner og druer, som han satte frem til mig, mens han og mor stressede rundt og pakkede. Helt ærligt - så ville jeg hellere blive hjemme og stene fjernsyn i sofaen.
Da vi kommer op til Helsingør, møder jeg de andre Future-børn, og det er rigtigt hyggeligt. Jeg skal starte sammen med de andre U11'ere og U9 helt nede bagest i motionsfeltet. Da vi får at vide at vi godt må komme frem, myldrer vi alle sammen heeelt frem ude langs siden, og pludselig er vi allerforrest - Fedt! Men så kommer far og er sur og siger at vi ikke må få lov til at køre af sted, før det meste af feltet er kørt forbi - øv!
Ruten er til gengæld rigtig sjov. De voksne er rigtigt hurtige på grusvejene, hvor jeg ikke kan sidde på hjul af dem, men når vi kommer ind på singletracken, så kører jeg mindst lige så stærkt som dem. Mange af de langsomme motionister er ikke særligt gode til at køre på rødder og er tit lige ved at vælte. De sidste par år har jeg og mange af de andre Future-børn ligget alene helt bagest, men nu er vi blevet så store og gode, at vi kan følge med de voksne. Mange af dem er også rigtigt flinke og siger at de er imponerede over os.
Efter at vi har kørt, kommer der en DMK-mand ind i mål, som har været i et mudderhul fordi Linnea vist nok er faldet lige foran ham. Han er megabeskidt! Hans fortæller, at han har optaget styrtet på sit helmetcam; det glæder jeg mig til at se.
Så er der præmieoverrækkelse og lodtrækning. Jeg vinder som sædvanligt ikke noget, men spiser mad fra Bistrup og hygger mig i vores medbragte klapstole sammen med de andre børn, mens start 2'erne kører forbi. Det er rigtigt sjovt at heppe på alle dem vi kender, der kommer gennem målområdet. Men DMK'erne hepper vi altså ikke på!
Efter at det hele er overstået, samler Julius og jeg affald og minestrimmel sammen, fordi Rico så har lovet os en pose slik. Julius skal med hjem og lege bagefter.
På vejen hjem kører vi forbi bageren og køber kager (chokolade-croissanter). Der er åbent i Magasin, så vi får lige malet kinderne i HMTBKs klubfarver inde i sminkeafdelingen. Nu hedder vi Juliane og Laura og er lige så kønne som Malene.
Efter at vi har fået frokost og croissanter tager vi på geocaching og finder en cache på skrænten ved Mølleåen. Vi når lige at komme hjem inden det bliver mørkt og Julius bliver hentet.
Nu er jeg til gengæld også træt efter en lang dag med Slushcup, slik og sminke; og satser på endelig at stene fjernsyn i sofaen…
Laurits


Kommentarer
Jeg kan afsløre at der også bliver stenet fjernsyn her på matriklen...
Næste gang kan det være det bliver monteret på hjelmen, så der kan komme nogle spændende indslag fra det virkelige liv i skoven.
Tak for en hyggelig og svedig dag i skoven, nu glæder vi os snart til noget slush.